Dansk Medicinhistorisk Årbog 2010

Udgivet af Dansk medicinsk-historisk Selskab Jysk medicinhistorisk Selskab Syddansk medicinhistorisk Selskab

Dansk Medicinhistorisk Årbog 20104

Redaktions medlemmer for årbog 2010 Ole Sonne, universitetslektor, dr.med. (fysiologi), Århus (ansvarshavende) Gert Almind, professor em., dr.med. (almen medicin), Holbæk Gerda Bonderup, universitetslektor em., dr.phil. (historie), Århus Claus Fenger, professor em., dr.med. (patologisk anatomi), Odense Bernard Jeune, læge, universitetslektor (epidemiologi), Odense Anne Dorthe Suderbo, konsulent, cand.mag. (historie), København Per Vestergaard, professor, dr.med. (psykiatri), Århus

Redaktionens adresse Ole Sonne Institut for Fysiologi og Biofysik Ole Worms Alle 6 8000 Århus C os@fi.au.dk

Ekspedition Som redaktionen

Trykt hos Special-Trykkeriet Viborg a-s

ISSN 0084-9588

Cand. Pharm. Povl M. Assens Fond takkes for en gavmild og helt afgørende bevilling til støtte for udgivelse af Medicinhistorisk Årbog 2010

Dansk Medicinhistorisk Årbog 2010 135

Da polio-epidemien kom til Grønland

Rejsebreve af læge Erik Bredmose

Under sit ophold i Grønland i perioden 1952-1954 skrev læge Erik Bredmose breve med gennemslag til sine forældre. Disse gennemslag har hans datter, Anne Marie Bredmose, lavet en direkte afskrift af og samlet på hjemmesiden www.bredmose.medkid.dk (16-10-2010). Redaktionen bringer her et uddrag af disse rejsebreve, som gengiver Erik Bredmoses personlige erindringer fra dengang polio-epidemien kom til Grønland, da han netop var begyndt som ung læge på Grønland.

Fredag 21/11-52 Nu er altså en vis herre løs i Godthåb. Kolonien er lukket, afspærret fra det øvrige Grønland og udstederne, skibene bliver dirigeret om da de efter at have anløbet Godthåb ikke må anløbe andre grønlandske havne. I havnen har de der liggende skibe hejst det gule flag, der er forsamlingsforbud, biograf og dans er lukket o.s.v. Det begyndte faktisk i søndags. Jeg var på sygebesøg hos en dreng, fandt ham nakkestiv, lammelse af det halve ansigt. Tænkte strax på meningitis, indlagde ham, lumbalpunkterede ham og fandt celler. Han fik penicillin og streptomycin. Havde det rigtig godt, men stadig lammet. I går kom der en pige i konsultationen og præsenterede en lam arm, hun havde været yg 5 dage i forvejen med opkast, hovedpine og lidt feber. Vi diskuterede forskellige nervesygdomme, der kunne være tale om, og jeg nævner polio. Vi indlægger hende. I aftes kom der en dreng med respirationsparese, han havde celler i spinalvæsken, pigen ligeledes. Så kunne der ikke være tvivl mere. Da vi har landslægen i kolonien, tog vi op til ham og snakkede med ham og vi var alle enige om, at vi måtte lade karantænereglerne træde i kraft og erklære undtagelsestilstand, eller hvad man nu skal kalde det. Vi diskuterede det naturligvis indgående først, for heroppe er det jo et mægtigt apparat at sætte i sving. Men hellere det end bagefter få bebrejdelser for at intet blev gjort. Så kørte vi i skibshavnen for at standse Tikerak, som netop var ved at gå ind, det lykkedes pr. telegraf at kalde den. Skolen er lukket, seminariet ligeledes.

Dansk Medicinhistorisk Årbog 2010136

Desværre er man jo meget i tvivl om hvad det kan nytte. Annette S. gik til Holsteinsborg for få dage siden, kan meget vel have bragt smitten med. Jeg var i Kangek i forgårs med flere passagerer og et par patienter fra sygehuset. Og samme dag tog kolonibestyreren til fjorden. Men heroppe, hvor man må regne befolkningen for mere modtagelig end andre steder, kan det muligvis have større betydning at afspærre. Rendal og jeg kørte hele eftermiddagen rundt i administrationens jeep og talte med institutionsledere og andre fine mennesker. Nu er vi jo byens herrer, hvad der dog slet ikke er noget ved.

Lørdag 22/11-1952 Drengen med respirationslammelse er død i nat. Respirator har vi naturligvis ikke. Det er i øvrigt et større apparat vi har sat i sving, der kommer 2 læger, 4 sygeplejersker og 2 respiratorer pr. fly fra Danmark. Og der er stillet en Catalina til vor rådighed. Jeg har været på flere sygebesøg i dag, men ingen typiske polio. To tilfælde kunne være milde tilfælde, men jeg indlagde dem ikke. Vi skal nu have vores kroniske patienter ud i mågehuset i en fart, så vi kan få pladser på sygehuset. Det er en helt mærkelig følelse, men vi går jo faktisk og venter på tilfælde nu, og har en lidt tom følelse fordi intet sker.

Figur 1. Erik Bredmose ved telefonen i lægeboligen. (Monteret lavt, da grønlænderne dengang var lave).

Dansk Medicinhistorisk Årbog 2010 137

At det naturligvis er glædeligt, behøver jeg næppe sige. Men i begyndelsen af en epidemi er der jo kun spredte tilfælde, derefter tager det langsomt til. Så det er godt at være forberedt. Så skal vi til at lære at lave varme pakninger. Jutho er kommet i dag, har Umanaks post med fra Egedesminde. Kl. 22 var den færdigsorteret, og jeg stred mig gennem sne og blæst til posthuset og slæbte 3 pakker og brevene hjem. Teddy-bear er dejlig, næsten alt for dejlig. Tove [ældste datter, red.] synes den skal være gulvtæppe i børnenes soveværelse. Det er dejligt med nogen aviser, så har vi nogen til theen og krydderbollerne i morgen tidlig.

Onsdag 26/11-1952 Situationen har udviklet sig. Jeg sidder nu ombord på Æskulap kl. 10,30 og skriver dette. Vi er lige startet fra kolonihavnen, vejret er ikke fremragende, men vi skal af sted. Der blev nemlig i går meldt om 4 syge i Kangek, deraf en med lammelse. Og nu skal jeg over for at bedømme situationen og evt. tage syge med hjem. Vi gynger ret godt, men jeg kan dog skrive, indimellem gnaver jeg på et æble. Eleven, jeg har med som tolk, er krøbet i køjen, hvad jeg måske også snart gør, når vi kommer længere ud mod havet. Vi har haft mange sygebesøg de sidste dage, folk er jo opfordret til at sende bud. Der er utvivlsomt mange med lettere børnelammelse iblandt, men siden eleven Sara blev indlagt søndag aften, har vi ingen indlagte. Vi har jo i øvrigt en tilbøjelighed til at se børnelammelse overalt nu. Gurli [Eriks hustru, red.] gik i seng i går: utilpashed, kvalme, hovedpine, smerter i ryg og slaphed af højre arm, som det kniber med at bevæge. Til morgen havde hun det godt, men får smerter i armen så snart hun bruger den. Hun har pakket den ind i den elektriske varmepude og siger, at det hjælper meget med varmen. Vores kivfak [hushjælp, red.] bliver hele dagen i dag, Rendal har lovet at se ind og Egebjerg kommer og fyrer. Lægevæsenet eller måske snarere lægevæsenerne, d.v.s. Rendal og mig, har overtaget administrationens jeep. I det mindste kommer de andre nu og spørger os, om de må låne den. Den er umådelig let at køre, den letteste vogn, jeg nogensinde har kørt. Jeg har haft den hjemme hele natten, så jeg kunne køre ned til kolonihavnen i morgen. I aftes måtte jeg på sygebesøg helt ude på marinestationen, (som nu er pensionat) for at se til en kivfak, som sikkert har polio. Først måtte jeg på sygehuset for at hente termometer. Og i det fygevejr var jeg vel nok glad for jeep’en. Sygehuset har for resten overtaget vores centrifuge, den er god at slynge varme pakninger. Fra Egedesminde melder lægen om et tilfælde uden lammelser. Ja, det kan blive en større historie, det er godt de omgående sender specialister herop. De starter i dag med fly fra København, skal med Disko fra BW1 [Bluie West One; amerikansk base fra 1941; i dag Narsarsuaq Lufthavn, red.] hertil. Kl. er nu 16, vi er på hjemvejen, som synes at blive roligere end udturen.

Dansk Medicinhistorisk Årbog 2010138

Motoren gik nemlig i stå og vi drev rundt med motorskade ca 1 time. Men omsider kom vi da til Kangek. Det var en skrap tur rundt på udstedet, stejle glatte stier, mange steder langs afgrunde, men man kunne nogensteder være heldig at falde ned i vandet. Men spændende er det, men hvorfor lægger så mange grønlændere deres huse på toppen af klipperne, selv om udsigten naturlig er pragtfuld. Jeg fandt 2 sikre tilfælde af polio, den ene en pige på 3 år med lammelse af det ene ben, tog hende med til sygehuset.

Søndag 30/11-1952 I fredags kl. 23 ankom polioholdet fra Danmark med Disko. Nu er det jo meget spændende om de får noget at bestille. Massøsen er allerede gået i gang med at træne musklerne hos de 3 børn, som ligger med delvise lammelser, men nu er ude over det akutte stadium. Eleven Sara har det stadig ikke helt godt, ifølge specialisternes udsagn kan hun endnu i en uge risikere at få lammelser. Det er i øvrigt ikke hyggeligt at høre, hvad de fortæller fra epidemien derhjemme, specielt fra Blegdammen. Lad os håbe, at der ikke bliver brug for deres indsats. Noget kunne tyde derpå, vi har de sidste 5 dage ingen nye tilfælde haft i Godthåb, og formodentlig heller ikke i distriktet. Gurli har det heldigvis godt, befinder sig udmærket, men kan absolut ikke tåle at løfte, hun er faktisk svækket i alle sine muskler. I aftes var vi til middag hos dr. Rendal. Det var i anledning af polioholdets ankomst. Der var høvdingen med frue, landslægen med frue, de 3 poliolæger, deraf en med frue. Det var i øvrigt virkelig hyggeligt. Jeg kørte rundt i jeep’en og samlede gæsterne op rundt omkring, det var nemlig et herrens vejr, næsten ikke til at se ud af vindspejlet, det er godt der ikke er stor trafik på vejene. Og i nat kl. 1 kørte jeg dem alle hjem igen. Egebjerg passede vores børn, Tove er meget glad for ham. I dag er det det skønneste vejr man kan tænke sig, sol og høj, grøn og blå himmel, men solen er ikke mange timer oppe, den forsvinder hurtigt bag fjeldene. I dag kan vi atter se vore fjelde, det er nogen dage siden.

Lørdag 6/12-1952 Har renset fyr i dag så jeg er sodet helt ned i appendix. Røgkanalerne i et kulfyr skal renses hver uge, det er nu 14 dage siden, for jeg har efter grønlandske forhold virkelig haft travlt. Resultatet heraf har været, at fyret har brændt skidt de sidste 3-4 dage. Der har været røg i kælderen, ikke ordentlig varmt i huset. Jeg gik i gang med at rense, og har aldrig været så nær ved at blive røgforgiftet. Bagefter måtte jeg tage rent tøj på efter først at have vasket mig over hele kroppen. Det sidste var dejligt, selv om det var i iskoldt vand. Men fyret brænder fint nu, er oppe på 70 gr. I formiddags mødte en pige på ca. 12 år op på sygehuset med en næsten lam arm, det var kommet pludseligt i morges. Ellers var hun ikke syg. Blev naturligvis strax indlagt. I Godthåb har der ellers ikke været tilfælde siden søndag, da jeg indlagde en seminarist. Vore specialister synes det er en

Dansk Medicinhistorisk Årbog 2010 139

mærkelig epidemi, er begyndt at tvivle på om det overhovedet drejer sig om polio. At der er noget galt, er der imidlertid ingen tvivl om.

Søndag 7/12-52 Nu er jeg begyndt at hugge vore møbelkasser ned, dog ikke til brænde, men blot adskilt i flader, så de kan komme på loftet. Skal de stå udendørs, som de hidtil har gjort, i 2½ år, bliver der vist ikke meget tilbage, ikke engang til at brænde. Det er umådeligt sjovt at lave øl, det lugter allerede som sådan, men jeg havde ikke regnet med, at det skulle hældes på flaske, som var renset i sodavand og kloramin, det er strax mindre morsomt.

Tirsdag 9/12-52 Pigen, som blev indlagt i lørdags med lam arm, har yderligere fået parese af den anden arm, og da respirationen i aftes blev vanskelig, blev hun tracheotomeret af vore specialister. Det var interessant at se, nu ligger hun så og bliver kunstigt ventileret hele tiden. Hvor længe det kan vare, er umuligt at sige, men hendes tilstand er efter omstændighederne god. Alle restriktioner i Godthåb bliver ophævet i dag, så vi kan atter gå i bio og til dansemik samt gudstjeneste, alt efter behag. – Jeg er for resten blevet medarbejder ved kamikken; jeg skal skrive en lille orienterende artikel om tracheotomi.

Onsdag 24/12-1952 Sikken en lillejuleaften. Aldrig før har Godthåb sygehus set et så stort opbud af læger til en operation. Jeg holdt aftenkonsultation og patienten kom selv gående ind, som grønlændere plejer, om de er nok så dødssyge. Man kan nu ikke sige han kom gående, han slæbte sig af sted, knækket sammen til ca 90 gr. i hofterne. Tænkte strax på perforeret ulcus ventriculi (sprængt mavesæk). Vi fik ham op på undersøgelsesbordet, men havde nær aldrig fået ham rettet ud, sådan krummede han sig sammen. Det lykkedes imidlertid, og jeg blev hurtigt klar over at det måtte dreje sig om en blindtarm. Ringede til Rendal og sagde, at vi måtte operere. Det var min tur til at operere (vi skiftes gerne), jeg skar op som sædvanlig og begyndte at rode efter appendix. Den var umulig at finde. Derimod var der masser af ildelugtende væske i bughulen. Så ledte Rendal efter den, men ligeledes med negativt resultat. Vi vippede bordet, så tyndtarmene glider væk, og så noget mærkeligt sort på appendix-stedet. Det viste sig, at være appendix selv, ca 15 cm lang, kulsort, og fulgte man den kom man til et stort stykke tyktarm, der var ligeså sort, altså med koldbrand. Que faire? Manden var nu dybt shockeret, bedøvelsen virkede ikke længere, hvorfor vi sendte bud efter polio-holdets narkosespecialist, som omgående kom med sit fine apparat. En anden fra holdet gav blodtransfusion og manden blev rettet godt op, hvorefter jeg gav mig i lag med at udrede det tarmslyng, som det

Dansk Medicinhistorisk Årbog 2010140

jo drejede sig om, sikkert på basis af en appendicit. Det var nødvendigt at fjerne et stort stykke af tyktarmen, og jeg gav da også hurtigt op, og bad narkosemanden, som også er kirurg om at overtage det, hvad han gjorde med mig som assistent. Og efter 3-4 timer var vi færdige. Og så smagte en øl vidunderligt. Manden kan prise sig heldig, at han blev syg i Godthåb, hvor han kunne få den fineste narkose, der findes, desuden blodtransfusion o.s.v. Var han blevet syg på sit udsted, havde han ikke reddet livet. – Der er for resten et gammelt ord, der siger, at der ikke findes blindtarmsbetændelse på Grønland. Det er noget slemt sludder. Jo flere læger, der kommer heroppe, des flere appendiciter. Og de steder der har 2 læger, har flere appendiciter end kolonier med kun 1 læge. Tidligere kom appendicitterne sig af sig selv, eller de døde. Dagen i dag er gået godt. Det bedste af det hele er næsten, at vandmanden kom i formiddags, vi var helt udgået for vand, i morges måtte jeg vaske hænder i sne, da jeg havde fyret. Jo, engang imellem kan man mærke, at man er i Grønland. Og det var jo også trist andet. Da Petrine, vores kivfak, var gået ved middagstid, lå der en pakke fra hende indeholdende 4 servietringe i perler samt en tændstikæske betrukket med perler. Det er skik heroppe, at man giver hinanden gaver, så nu må vi i en fart finde på noget til hende, når hun kommer 2. juledag. Da skal vi nemlig til frokost hos landslægen og hun skal så passe børnene, som er glade for hende. Kl. 13 kom Egebjerg ind med gaver til børnene, han var heldig. Gurli og jeg skulle lige til at drikke et glas sherry. Derefter satte Gurli anden i ovnen, vi var blevet enige om at spise kl. 16 for ikke at risikere at elektriciteten skulle gå ud midt i anden. Vi havde hørt rygter om, at den ville forsvinde kl. 15. Det lykkedes mig at få fat på jeep’en, kørte til juletræ på mågehuset, hvor jeg blev modtaget af frk. Hansen med 3 glas vermouth. Så holdt kateket [præst og skolelærer, red.] Lynge juleprædiken, eller hvad det nu var, jeg kunne naturligvis intet forstå. Men han gjorde det prisværdig kort. Det var morsomt at sidde og iagttage patienterne: gonorré-dronningen […] med det sensitivt-vulgære ansigt, som ville kunne gøre sig i en fransk film (hun færdes på næsten alle skibe, der kommer i havnen); Louise i blomstret sommerkjole, nylonstrømper og kamikker; Jokum svarende til sit navn, stor og tyk i ternet skjorte; kunstneren Justus i fint jakkesæt med pressefolder og korrekt bundet slips. Alt i alt ikke meget, der minder om Grønland, bortset fra kamikkerne. Kun når de begynder at synge, mærker man lidt af deres primitivitet, det lyder noget barbarisk, men ikke derfor ubehageligt. – Så gik vi rundt om juletræet, og fr. Hansen og jeg delte julegaver ud til dem alle. Og glade som børn var de. Kørte så hjem i jeep’en, blev bedt om at køre den til administrationen, hvor høvdingen stod og trippede utålmodigt, han skulle til børnehjemmet for at dele dronningens julegaver ud.

Dansk Medicinhistorisk Årbog 2010 141

Var hjemme kl. 16, vi spiste så and, som var fint stegt, drak en flaske rødvin, spiste ris a la mande a la groenlande d.v.s. risengrød i creme. Så drog Gurli og Tove af i det dejligste julestemningsvejr til liturgisk gudstjeneste. Det var stille, sneen dalede ganske sagte. Imens havde Anne Marie [næstældste datter, red.] og jeg lagt gaverne under juletræet, da de 2 kirkegængere kom hjem, gik vi om træet, og i år kunne vi nå, men det var også kun et lille træ, ikke helt “op til loftet”. – Så pakkede vi gaver ud, og det gik så hurtigt, at vi næsten ikke kunne nå at se hvorfra de forskellige ting var. Når Tove havde fået fat på en pakke, som lå under træet, mente hun strax at den var til hende. Gurli fik af mig en el-brødrist, indkøbt i butikken. – Da børnene så var kommet i seng, kom frk. Hansen fra mågehuset og drak the med os. Det var også meningen, at frk. Lykkeberg skulle komme, men hun ringede, at nu kunne hun ikke mere, hun måtte i seng. En morsom ting heroppe er at grønlænderbørnene går rundt fra hus til hus og synger med kulørte papirslygter med stearinlys i hånden. Der kom flere hold til os, det rygtedes vel at her blev de godt beværtet. Det var dog kun det første hold, thi de tager en hel håndfuld af det man byder dem.

Mandag 5/1-1953 Der bliver ingen Fiskenæstur i dag. Ole turde ikke sejle på grund af vejret, det blæser voldsomt, regner og er meget glat overalt (dog naturligvis ikke på vandet). Vejret har i det hele taget været ualmindeligt dårligt de sidste 3 uger, det var fint juleaften og 2. juledag, ellers har det blæst og regnet.

Figur 2. Lægeboligen set fra landsiden. Til venstre stativ med hundefoder hængt til tørre.

Dansk Medicinhistorisk Årbog 2010142

Nu vil vi gerne snart have rigtig vinter. Der skulle også i dag have været 2 både af sted til Sukkertoppen for at hente polio-patienter derfra ned til behandling i Godthåb. Dr. Merrild og frue samt massøsen skulle have været med, men heller ikke de turde sejle.

Onsdag 7/1-1953 Stadig ingen Fiskenæstur, men det lykkes vel. I aften er vejret endelig stille og klart. I går regnede det det meste af dagen, indtil vi kl. 19,30 gik over til Østerbro for at besøge en bekendt fra min studentertid, Gøtsche-Larsen, som nu er afdelingsingeniør her. Han er lige kommet hertil fra Egedesminde, hvor han var byggeleder. På vejen derover regnede det blot, og på hjemvejen var det helt stille og mildt. Men i nat begyndte det at storme og sne. Og kl. 3 måtte jeg ud af sengen for at gå på sygebesøg. Det var et godt stykke at gå i stiv modvind. Jeg havde regnet med at kunne tage jeep’en, som holdt lige henne hos politibetjenten, men fyren havde min sandten taget nøglen med i seng. Så måtte jeg gå derud, og da jeg have givet det syge barn penicillin, fik faderen og jeg os et glas imiak (grønlandsk øl), smagte godt. Han er dansker, moderen grønlænder. Hun er tolk, sekretær i landsretten, radioforedragsholder, børnetimeleder, forfatter og oversætter. Han har været fangstmand på østkysten, har en moskusoxe, eller en del af en sådan, nemlig hovedet, hængende på sin væg. Han kunne fortælle mange morsomme ting, er ivrig fisker og jæger. Har desuden hønseri her i Godthåb. Han har også opdrættet falke til jagtbrug. Efter alt dette er jeg

Figur 3. Poliopatient med iltmaske (hånddreven). Dør senere af sygdommen.

Dansk Medicinhistorisk Årbog 2010 143

blevet så ivrig, at jeg i dag har købt 80 haglpatroner, nu mangler jeg blot bøssen. Det er dog meningen jeg skal låne Rendals. I går udskrev vi Steffine fra sygehuset. Det var hende, der en dag i november mødte op på sygehuset med en lam arm (ikke at forvexle med Marianne, som stadig får kunstig ilttilførsel, og som ikke viser nogen fremgang). Men Steffine havde det udmærket. Og dr. Møller havde forfattet en lille skrivelse til hendes forældre angående hendes rekonvalescens. Den var absolut let forståelig, pålagde hende forsigtighed med leg, anstrengelser, rigelig søvn o.s.v. (og frk. Poulsen havde oversat til grønlandsk, så alle kunne forstå det, hvis de altså kan grønlandsk). Og hvem ser man så om aftenen til dansemik? – Steffine! – Det er den slags, som får en til at opgive al anden behandling end netop operationer og indsprøjtninger, når det drejer sig om grønlændere. Rendal fortalte en sjov historie ved kaffen i dag: den tidligere læge i Frederikshåb var ikke så ivrig efter at operere, og da han så måtte til at operere en bristet extrauterin graviditet, sendte han bud efter lægen i Ivigtut. Denne havde netop frokostgæster, officerer fra en amerikansk isbryder. Skipperen tilbød strax at sejle lægen derop i bryderen, operationen gik fint og patienten kom sig vist også. Nogle måneder senere kom regningen til Grønlands styrelse: leje af isbryder --- 35.000 kr.! Sagen blev dog vist ordnet på en for styrelsen tilfredsstillende måde.

Fredag 9/1-1953 Så kom vi da endelig af sted til Fiskenæsset. Kl. 10 lagde vi ud fra kolonihavnen, nåede Færingehavnen kl. 15 og så kunne vi ikke sejle længere den dag. Thi dels bliver det mørkt, dels er Færingehavnen en meget fin naturlig havn. Havnen, som er anlagt som forsyningsstation for de færøske fiskere under Grønland og som også har en norsk afdeling, er lukket i vintermånederne. Der bor kun 2 vagtmænd, som passer på det hele ved hjælp af 2 haglbøsser. Møller, lederen af polioexpeditionen til Grønland, er med mig på turen. Han skal tage blodprøver på befolkningen i Fiskenæsset. Han blev strax søsyg, da Æskulap var kommet lidt ud, og måtte lægge sig, men undgik heldigvis at brække sig. Men han har ikke haft det godt siden. Jeg bliver næsten aldrig søsyg mere, kun lige ved begyndelsen af en tur kan jeg mærke lidt, hvis vi kommer hurtigt ud i det. Men den første dag tager jeg altid en pille før vi starter. Vi havde jo lidt post med til de 2 ensomme i Færingehavnen, og vi blev strax inviteret på eftermiddagskaffe i lægeboligen (der er et fint lille sygehus og om sommeren læge i Færingehavn), hvor de 2 er indlogeret. Derefter blev vi inviteret på middag, som bestod af marsvinebøf, som var virkelig fin. Ved aftenkaffen kom pludselig 2 grønlændere ind ad døren. Vi troede strax at en fiskebåd også var kommet ind i havnen, gæster er jo meget sjældent i Færingehavnen ved vintertid. Vi sagde goddag, præsenterede

Dansk Medicinhistorisk Årbog 2010144

os, grønlænderne, hvoraf den ene talte dansk, præsenterede sig også, og nogen latter blev der, da det opklaredes at de begge tilhørte mandskabet på den gode båd Æskulap af Godthåb. Det var for resten dejligt, at have en dansktalende med for engang skyld, han har været på fiskerihøjskolen i Esbjerg. Ole, motorpasser, kan kun tale dansk, når han har fået et lille glas, og selv da er det meget sparsomt. Lige nord for Færingehavnen ligger et forbjerg, Skinderhvalen, som man nødvendigvis må udenom, og det var en ordentlig vippetur på en times tid.

Søndag 11/1-1953 Kl. 13 holdt jeg konsultation i skolen, trak de sædvanlige tænder ud, gav jordemoderen nye forsyninger. Møller tog blodprøver på en masse mennesker, til undersøgelse for poliovirus-antistof. Han fandt for resten en pige, som sidste 3 uger havde haft kraftnedsættelse af venstre arm, desuden hovedpine og ondt i nakke og ryg. Mange mennesker havde haft hovedpine samt smerter i nakke og ryg i samme tidsrum, så der er næppe tvivl om at også Fiskenæsset, hvorfra ellers ingen tilfælde har været meldt, også har haft polio. Vi blev inviteret til middag hos Ludvig Egede: lammesteg og dåsefrugt. Senere kaffe, senere øl. Man bliver godt beværtet hos de udstedsbestyrere. De 2 jeg foreløbig kender lever næsten som danskere med deraf følgende bedre hygiejne o.s.v. Men begge 2 er desværre også nervøse som mange danskere i lignende stillinger hjemme. Kontor- og papirarbejde ligger vist endnu ikke for grønlænderne.

Figur 4. Lægebåden “Holger Kjær” med sygehuset i baggrunden til højre (bag masten).

Dansk Medicinhistorisk Årbog 2010 145

Tirsdag 13/1-1953 Så har jeg også prøvet at ligge “vejrfast”, et udtryk jeg så tit har hørt i positionerne. Der blæser en forrygende sydvest, ofte ledsaget af sne, så det er veritabel snestorm. Vindhastigheden er vel 7-8, i perioder lidt mere. Æskulap ligger imidlertid godt i Færingehavnen, den måtte dog flyttes til ny ankerplads tidligt i morges. – Det føles ligesom at have en dag til overs, en dag man ikke ved hvad man skal bruge til. Jeg brugte den til at blive sat i land i en relativ stille periode. Møller føler sig skidt tilpas i dag, ville ikke med. Jeg beså Færingehavnens sygehus, som er nydeligt, de har bl.a. et fint røntgenrum og et ligefrem lækkert mørkekammer. Desværre mangler en ret væsentlig ting endnu: røntgenapparatet! Jeg ville så have været ned til Æskulap, men det var ganske umuligt, snestormen var så voldsom, at man overhovedet ikke kunne færdes udendørs. Jeg tror såmænd, at jeg på det lille stykke ned til havnen ville være kunnet faret vild. Spiste så frokost i lægeboligen, med snaps og øl, drak kaffe. Vejret var nu sådan, at man kunne komme udenfor, hvorefter jeg gik til havnen medtagende posten fra Færingehavnen. Det er jo deres eneste chance for at få post med Umanak. Skulle desuden sende telegrammer, tage tomme flasker med, indlevere film i Godthåb. Det er jo den slags man ikke kan nægte heroppe, faktisk er enhver båd postførende. Langt om længe lykkedes det at råbe Æskulap op, så de kunne sende en båd ind efter mig. Møller og jeg prøvede at pilke torsk fra dækket, men fik ingen. Steffen siger, der er ingen på denne årstid. – Så en lang lur fra 16 til 19. Nød så en del af de 3 flasker sherry, vi har med. Vi har ikke meget vand ombord i aften. Vandtankene kan jo ikke bruges om vinteren. Jeg har måttet børste tænderne i resten af vores aftenthe. Kunne tænke mig at få skyllet fødder, men det blæser for meget, til at hive en pøs saltvand op. Nu til aften er det stjerneklart, et enkelt nordlys ses. Det kunne tyde på bedring i vejret, så forhåbentlig kommer vi af sted i morgen.

Tirsdag 20/1-1953 Det blev min sandten tøvejr igen, men kun nogle få timer. Nu til aften sner det og blæser voldsomt. I aften har jeg atter været til grønlandsk hos provsten. Det er et morsomt sprog. Provsten siger, at det er længe siden de har haft så dårlig en vinter i Godthåb. Det er da en trøst. Men den kan nå at blive god endnu. – Kort før jul gik der en liste rundt til alle husstande i Godthåb med anmodning om at give en skilling til Godthåbs præstegæld. Jeg kan altså ikke begribe hvorfor vi skal være med til at betale præstens gæld. Som om vi ikke har nok i vores egen. Jeg glemte for resten at spørge provsten, om gælden var betalt. Så døde da Marianne i nat. Det er mærkeligt at tænke på at hun en dag i begyndelsen af december kom i konsultationen på sygehuset og frem

Dansk Medicinhistorisk Årbog 2010146

viste en lam arm, men ellers rask. Og så har man ved hjælp af al vor tids strålende teknik holdt liv i hende i 6 uger, mere end hun ellers ville have levet. Fra Sukkertoppen distrikt kommer i dag meddelelse om dødsfald af polio i Atangmik. Det var en dreng, som kun havde været syg få dage. Det er jo alt i alt en værdig afslutning på polioholdets indsats, men det skal dog understreges, at det ikke er holdets skyld. De har gjort hvad de kunne. Men transportforholdene heroppe er jo vanskelige. Tænk at transportere en patient med respirationslammelse i en lille lægebåd i 3 dage. Det kan en respirationslammelse i det mindste ikke holde til. Skal der gøres noget, så må der sidde et hold på hvert udsted, men det er jo en umulighed. Trods alt er den kvarte million, som holdet med udstyr har kostet, vel ikke givet ud forgæves. Menneskeliv er ikke reddet, men skal man se rent økonomisk på det, så har det vist sig, at man næppe opnår noget ved at afspærre pladser og distrikter. Og man behøver ikke dirigere skibene om, hvad der er en meget stor besparelse.